Læsø Kommune søger medarbejdere til 1:1-opgave inden for socialområdet

Læsø Kommune søger medarbejdere til faste stillinger. For at give bedst mulig mulighed for fleksibilitet for både ansøgere og organisationen er der ikke fastlagt et bestemt antal stillinger. Der er mulighed for selv at ønske og byde ind i forhold til timetal og opgaver. Stillingerne er forankret i Socialforvaltningen. Opgaven er samlet set defineret til at svare til omkring 7 årsværk.

Læsø Kommune skal have etableret et team af pleje- og pædagogisk uddannet personale omkring en borger med udviklingshandicap. Din opgave bliver at sikre borgeren tryghed og omsorg samt sikre, at borgeren får mad og bliver hjulpet i forhold til personlig pleje mv. – i løbet af døgnets 24 timer.

Opgaven omkring borgeren:

Borgeren med udviklingshandicap har brug for tryghed og omsorg, hvorfor du skal indgå i et team, hvor der altid er en medarbejder til stede – alle døgnets timer og alle årets dage.

Der er tale om en opgave, hvor din tilgang og faglighed skal bidrage til at mindske funktionstab hos borgeren, og hvor du med din ro og dit nærvær skal sikre borgeren tryghed og den rette støtte i hverdagen.

Vi ved, at nærvær og ro i tilgangen til borgeren er afgørende for, at de daglige gøremål og aktiviteter lykkes. Der er ikke tale om en borger, der skal ”mandsopdækkes”, ligesom der ikke er tale om udadreagerende adfærd. Der er derimod tale om en borger, som skal guides, vejledes og understøttes gennem en tilgang præget af gentagelser, ro og nærvær for at sikre borgerens trivsel.

Opgaven skal dækkes alle døgnets timer og alle årets dage. Det er ikke på forhånd fastlagt, hvordan vagterne skal tilrettelægges. Det ønsker vi så vidt muligt at tilrettelægge med udgangspunkt i ønsker fra de medarbejdere, der skal udgøre teamet omkring borgeren.

Du tilbydes følgende:

  • At medvirke til at skabe et nyt tilbud omkring én borger.
  • At sætte din faglighed i spil i et team med fantastiske og kompetente kollegaer.
  • Fast og kontinuerlig faglig supervision.
  • En dejlig flok kollegaer med et højt ambitions- og refleksionsniveau. Vi har en åben og dialogorienteret samarbejdskultur.
  • Mulighed for både at arbejde alene omkring en opgave og samtidig opleve at være en del af en personalegruppe og en arbejdsplads.
  • Mulighed for at bidrage, deltage og påvirke både retning og indhold for arbejdspladsen og opgaverne.

Hvad forventer vi af dig?

  • At dit hjerte banker for borgeren, og at du har ambitioner på borgerens vegne.
  • At du byder dig til, byder ind og vil medvirke til at videreudvikle vores åbne og tillidsfulde samarbejdskultur.
  • At du er uddannet pædagog eller SOSU eller på anden vis har erfaring med pædagogisk arbejde eller plejeopgaver.
  • At du kan holde fast i fagligheden, også når dagen ikke foregår i højt tempo.
  • At du er fleksibel, nærværende og omsorgsfuld.
  • At du har respekt for, at arbejdet foregår i borgerens hjem.
  • At du selvstændigt kan planlægge og udføre dit arbejde.
  • At det er naturligt for dig at tilpasse dig borgeren, opgaven og de aktuelle behov.

Har stillingen og opgaven vakt din interesse, så tøv ikke med at kontakte forvaltningschef Louise Jæger på telefon 21 47 91 53. Her kan du få uddybet ovenstående og få svar på eventuelle spørgsmål.

Ansøgningsfristen er fredag den 21. august 2026 kl. 12.00.

Vi forventer at afholde samtaler i løbet af uge 35 med opstart snarest muligt derefter.

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Del på Google Plus Udskriv Tip en ven
Frist:
Læsø Kommune
Doktorvejen 2
9940 Læsø
Tlf. 96 21 30 00